| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Vi har sovet ved siden af et tivoli på havnen i San Leone i nat. Det gjorde vi også i Acireale - men i nat blev vi ikke forstyrret. Det var en yderst fredelig nat, men til morgen blæste det op, så vi blev vukket lidt fra morgenstunden.
Vi var relativt tidligt oppe og klar til afgang kl. 9:15. Første stop var den hvide klippe Scala dei Turchi. Det var en kort køretur, så vi var sikkert nogle af de første, der skulle på en lille vandretur ved vandet. Men der holdt allerede 5-6 biler i vejkanten. Der var flere parkeringspladser i området, men det kostede 3 euro, at parkere. Der var god plads i vejsiden, så vi kunne købe næsten 2 liter vin for de penge :)
I stedet baksede vi ned af en stejl vej til stranden, hvorfra vi havde en lille kilometer om til den hvide klippe. Det blæste en kraftig vind imod os men heldigvis var der ikke noget sand i luften. Klippen dukkede op bag en pynt og den var fantastisk hvid. Den mindede jo en hel del om Møns Klint, bortset fra, at denne her faldt ud mod vandet, hvor Møns Klint jo bare er en stejl mur. Vi gik så tæt på, som vi måtte. Der var sat hegn op, for at forhindre nogen i at kravle rundt på klippen. Det var livsfarligt. Alligevel var der et par stykker, der allerede kravlede rundt deroppe. Fjolser.
Med den kraftige vind i ryggen, gik det stærkt med at komme tilbage og op til bilen.
Næste stjerne var vi lidt usikre på. Det var en nationalpark, men vores stjerne var placeret inde midt i en by. Kunne det måske være et kontor for parken?
Vi tog et kig på nationalparkens hjemmeside og her var vist en rutebeskrivelse til parken. Den prøvede vi at følge og efter omkring 30 km. holdt vi ved nationalparken. De sidste 200 meter ned mod indgangen var ret spændende. Asfalten var helt væk i store huller og Marie måtte køre lidt alternativt, for at undgå hullerne.
Nu skrev jeg “indgangen” til nationalparken. Der var et skilt, der forkyndte, at her startede nationalparken Riserva naturale orientata Torre Salsa. Vi så ingen rutebeskrivelser eller noget i den stil, så vi tolkede, at vi var det rette sted og efter lidt hurtig frokost, monterede vi vandrestøvlerne og futtede ned af en grusvej.
Det varede ikke længe, før der begyndte at komme en del vand på vejen. De første par gange var det muligt at gå i midtersporet, men det blev værre…
På et tidspunkt ville jeg lige tage et billede af Marie ved vejen, hvor vejen havde store sprækker, som man forbinder med tørkeperioder. Jeg bad Marie stoppe og skridtede ind over sprækkerne. Men de var bløde og jeg sank i. Hvad gør man så? Man søger instinktivt efter det første område, hvor man tror, at der er tørt. Det var der ikke - og jeg sank dybere i. Så var det bare med at få støvlerne med sig tilbage til den faste grund, som jeg kom fra. Så var støvlerne i hvert fald indviet med et lag ler på siderne.
“Du kan vaske dem, når vi kommer ned til stranden”, sagde Marie. Men de blev vasket meget tidligere!
Vi vadede gennem en oversvømmet del af vejen og nåede til et sted, hvor vejen delte sig. Den ene vej gik ned til stranden og var helt oversvømmet, så langt vi kunne se. Den anden drejede op af bakken og her hang en kæde over med et skilt, at vejen var privat. Skidesmart.
Der stod et ungt par og overvejede, hvad de skulle gøre og de valgte at gå ind gennem en lund og ned mod stranden. Efter lidt tid, besluttede Marie og jeg at gøre det samme men vi fór hurtigt vild, og måtte gå tilbage og starte forfra. Med det resultat, at vi skulle ud i vandet og gå.
Det varede ikke ret længe, før fødderne var våde. Vandet var for dybt. Sådan noget pis. Lidt længere nede af vejen fandt vi tydelige fodaftryk i vandet. Det unge par havde været smartere end os. Så nu sad de sikkert på stranden med tørre sokker!
Men nu var vi blevet våde, så kunne vi lige så godt fortsætte gennem vandet. Vi nåede ned til stranden og det var egentlig ikke så slemt at gå med et par støvler, der var fyldt med vand. Vi fandt et sted tæt på stranden, hvor vi kunne holde et hvil. Jeg prøvede at tage støvlerne af og vride sokkerne. Det gav godt med vand. Men sokkerne var noget kolde at få på igen efter pausen.
Vi fortsatte vandreturen og var godt hjulpet af app’en Outdoor Active, for stien var lidt svær at finde. Hvis vi ikke kunne finde vej, havde vi hjælp fra et par hunde, der fulgte os. Stien bugtede sig op gennem landskabet og vi endte oppe ved den ejendom, der åbenbart ejede den private vej. Og selvfølgelig var der hegn om hele foretagenet, så det ikke var tydeligt, hvilken vej vi skulle gå.
Heldigvis var der en lille port i hegnet. Vi skrånede ind over ejendommen, der så temmelig forladt ud og fortsatte ind gennem “haven”. Det var ikke helt tydeligt, hvilken vej vi skulle gå - men hundene rendte foran, så vi prøvede at følge efter dem - og voila, på den anden side af ejendommen var der en asfalteret vej langs vandet. Vejen har garanteret været en gammel landevej, men nu groede planterne lystigt i huller på vejen.
Vi fulgte vejen 3-4 kilometer og var snart tilbage ved udgangspunktet. Hundene fulgte os stadig. Den ene var nogenlunde tryg ved os, men den anden vendte om og pilede væk, hver gang vi kiggede på den.
Det var en tur op og ned af bakker, og den havde trukket lidt tænder ud, så vi måtte godt love os selv et godt glas rødvin til aften. Marie gad ikke køre langt efter en overnatningsplads, så vi fandt en i Seccagrande, ca. 20 km. mod vest. Her kunne vi køre helt ned til stranden og parkere. Solen stod stadig højt på himlen og det gav en god varme i camperen.
Vi smagte på vinen og sad og kiggede ud over havet. Ved 6-tiden gik jeg på jagt efter en købmand i byen. Google Maps sagde, at der var en, men det så ikke ud til, at der var skyggen af en købmand. Efter solnedgangen prøvede jeg lykken igen. Oppe i byen skulle være en bager. Så jeg oksede op af bakken. Nitte igen. Skilte pegede mod en købmand lige uden for byen på en campingplads. Så fortsatte jeg derud - nitte igen. Der var simpelthen ikke en eneste butik i denne by, der havde åben. Der var skilte mod et pizzaria, men nu orkede jeg ikke jagte rundt mere, så jeg gik retur til camperen.
Marie havde taget højde for det manglende brød og åbnede en pakke lækre rugkiks, så aftenens ost og rødvin blev rigtig lækker. Vi havde åbnet en flaske Frapatto fra Occhipinchi. Den var en kradsbørstig sag og den kom først til sin ret, da der kom mad på bordet til den. Så blev den næsten from som et lam :)
Efter maden sad vi og planlagde morgendagens program og brugte en hel del på at kigge ud på de kraftige bølger. Blæsten fortsatte med uforrettet sag, men Marie havde parkeret camperen op mod vinden, så bilen ikke skulle vugge med os hele natten.
Et eller andet gik galt i dag, for jeg blev først træt og kravlede i seng kl. 22. Det var en hel time senere end normalt. Alligevel holdt Marie ud en time længere. Jeg må tage mig lidt sammen, så jeg ikke bliver en sovetryne…
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |